Frankrig vil bruge yderligere 36 milliarder euro – svarende til cirka 270 milliarder kroner – på forsvar fra nu og frem til 2030.
Investeringen skal blandt andet gå til et udvidet atomarsenal og flere droner.
Det er blevet meddelt i forbindelse med en opdateret militær planlægningslov, som der er stillet forslag om.
Det øgede militærbudget skyldes krigen i Ukraine, uro i Mellemøsten og tvivl om USA’s præsident Donald Trumps fortsatte engagement i Nato.
Med ændringen skal forsvarsudgifterne løftes fra cirka 2,0 procent af bnp aktuelt til 2,5 procent.
– Det dybe og brutale skifte i balancen i international geopolitik tvinger os til at gå hårdere og hurtigere frem, skriver Frankrigs forsvarsminister, Catherine Vautrin, i en opsummering af forslaget.
– Frankrig har anerkendt, at der er et globalt skifte mod en varig og multidimensionel konflikt.
Reuters