28. sep. 2025 - 17:17

Forsvarsministeriet bekræfter drone-radar i Københavns Lufthavn




Forsvarsministeriet bekræfter nu, at der er blevet opsat en radar ved Københavns Lufthavn.

Det skriver ministeriet i et opslag på X.

– Myndigheder og leverandører arbejder døgnet rundt for at hjælpe med at styrke dronebekæmpelse i Danmark, lyder det.

Ifølge opslaget er der tale om en XENTA-M5-radar, som virksomheden Weibel har stillet til rådighed.

Radaren er angiveligt én ud af flere teknologier, som danske og udenlandske leverandører stiller med op mod EU-topmødet, som Danmark er vært for i den kommende uge.

Der er taget flere sikkerhedsforanstaltninger i anledning af det kommende topmøde.

Tidligere søndag blev det meldt ud, at der fra mandag indføres et forbud mod civil droneflyvning i dansk luftrum.

Dette skridt tages ifølge transportminister Thomas Danielsen (V) for at sikre, at politiets og Forsvarets fokus kan være rettet mod sikkerheden for de stats- og regeringschefer, der kommer på besøg.

– Jo færre droner, vi skal forholde os til, desto nemmere er det at håndtere. Og lige i den kommende uge står vi i en helt særlig sikkerhedspolitisk situation, lød det fra ministeren.