06. feb. 2023 - 20:36

Jakob Ellemann-Jensen går på orlov på ubestemt tid efter ildebefindende




Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) går på sygeorlov på ubestemt tid efter et ildebefindende i sidste uge.

Det fremgår af et opslag på Facebook.

– Jeg har haft usædvanligt travlt gennem længere tid. Nu sender min krop et signal om, at det er tid til at tage en pause, hvis ikke det skal ende galt. Det vil jeg lytte til.

– Konklusionen er derfor, at jeg, efter råd fra min læge, bliver nødt til at trække stikket i en periode og tage orlov. Og så vender jeg tilbage, når jeg er klar, skriver han.

Økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) bliver fungerende forsvarsminister og varetager begge poster, mens Stephanie Lose skal stå i spidsen for Venstres organisation.

Regeringen har indledt forhandlinger med Folketingets partiet for at få et nyt forsvarsforlig på plads. Her vil Troels Lund Poulsen overtage foreløbigt.

– Han kender forsvarsområdet rigtig godt fra sin tid som forsvarsordfører, og han vil fortsætte arbejdet med at forberede et nyt forsvarsforlig, så regeringen kan præsentere et udspil til forhandlinger hen på foråret, skriver Ellemann.

I sidste uge var Ellemann onsdag forbi Rigshospitalet efter et ildebefindende, hvor han oplevede svimmelhed og hovedpine.

Ellemann oplyste efterfølgende, at han havde det fint.

Han blev formand under en turbulent tid i Venstre i september 2019, efter at Lars Løkke Rasmussen blev væltet som formand.

Siden har han forsøgt at samle partiet, mens flere profiler forsvandt fra Folketinget for at fortsætte deres karriere andetsteds.

Efter en lang valgkamp fik Venstre som forventet stryg ved folketingsvalget, hvor partiet gik 20 mandater tilbage.

Ellemann forhandlede siden om at danne regering med Socialdemokratiet og Moderaterne, hvilket lykkes efter flere uger. Det fik flere partier i blå blok til at kritisere ham for, at han havde forladt projektet.

Efterfølgende har han haft en del udenlandsrejser som ny forsvarsminister, hvilket han beskriver som en drømmepost.

I 2018 blev han far for tredje gang, og i juni 2022 mistede han sin far, Uffe Ellemann-Jensen, der tidligere var formand for Venstre i en lang årrække.

– Mit helbred er selvsagt det vigtigste. Jeg kan ikke være både far, forsvarsminister og partiformand på en og samme tid, hvis helbredet ikke er i orden, skriver Jakob Ellemann-Jensen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) fik beskeden torsdag.

– I dag har Jakob Ellemann-Jensen fortalt mig, at han bliver nødt til at sygemelde sig for at komme på højkant igen efter en lang og hård periode. Hans krop har sendt ham en klar advarsel – og det skal man tage meget alvorligt.

– Jeg glæder mig til at få Jakob tilbage. Men lige nu er det vigtigste, at han passer på sig selv og sin familie. Det håber jeg, alle vil respektere, skriver hun på Facebook.