26. jul. 2025 - 17:37

Folketingets formand Søren Gade er blevet gift




Folketingets formand, Søren Gade (V), er blevet gift med Marianne Kirk, som han har været kæreste med gennem flere år.

Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

– Hvorfor skulle vi ikke gøre det, når vi elsker hinanden? Og så er vi så meget vestjyder, at det er rart at få bragt tingene i orden, siger Søren Gade ifølge mediet.

For to år siden kom det frem, at Venstre-politikeren var blevet kæreste med Marianne Kirk.

Ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern blev de gift 5. juli.

Det var Søren Gades gode ven den konservative borgmester i Favrskov Kommune, Lars Storgaard, der stod for vielsen.

Vielsen foregik under private former i borgmesterens havestue i Ulstrup.

– De eneste vidner var Lars’ datter og svigersøn. Bagefter tog vi hjem og spiste en pizza, så det foregik meget stille og roligt, siger Søren Gade.

Folketingets formand er 62 år og har to børn fra sit første ægteskab med Helle Buskbjerg Poulsen, som han mistede i 2008. Hun gik bort efter et sygdomsforløb.

Søren Gade blev for nylig udpeget som spidskandidat for Venstre i Ringkøbing-Skjern-kredsen ved det næste folketingsvalg. Det skal finde sted inden udgangen af oktober næste år.