Der skal fokuseres mere på sødestoffet aspartam, når forskere fra DTU skal undersøge en bred vifte af lightprodukter.
Det fortæller Henrik Dammand Nielsen, chef for kemi og fødevarekvalitet i Fødevarestyrelsen.
Det skærpede fokus kommer efter en udtalelse fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, natten til fredag.
Her lyder det, at aspartam muligvis er kræftfremkaldende.
– Det er meget interessante udmeldinger, der kommer fra WHO. Det vil selvfølgelig afstedkomme, at vi vil have fokus på, om der er noget, der kompromitterer den foreløbige viden, vi har om aspartam, siger han.
Danmarks Tekniske Universitet (DTU) lever uvildig rådgivning baseret på forskning til blandt andet Fødevarestyrelsen.
– Vi vil gerne være helt sikre på, at man medtager alle de studier, som også ligger til grund for WHO’s udtalelse. Derfor har vi særligt fokus på det i dialogen med DTU lige nu, siger Henrik Dammand Nielsen.
WHO’s konklusion sker, på baggrund af at to ekspertpaneler under organisationen har gennemgået eksisterende forskning på området.
Aspartam er godkendt til brug i fødevarer af myndigheder i EU.
I 2013 blev risikoen ved aspartam vurderet af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA.
Her lød konklusionen, at et dagligt indtag på mindre end 40 milligram om dagen per kilo kropsvægt er uskadeligt.
Det betyder, at en person, der vejer 60-70 kilo, skal indtage over 9-14 dåser lightsodavand om dagen for at overstige grænsen.
I øjeblikket er EFSA dog i gang med at revurdere risikoen forbundet med en bestemt form for aspartam.
Ifølge Henrik Dammand Nielsen har EU-Kommissionen bedt EFSA om at fremskynde den proces.
Når der ligger nye vurderinger fra EFSA og DTU vil Fødevarestyrelsen kigge resultaterne igennem.
– Vi vil selvfølgelig følge det nøje og have en dansk holdning til det. Det kan eventuelt afstedkomme ændret regulering, siger Henrik Dammand Nielsen.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at voksne ikke drikker mere end en halv liter sodavand eller saft om ugen. Det er uanset, om det er med sukker en sødestof.
Holder man sig omkring den grænse, bør man ikke bekymre sig om sundhedsrisici forbundet med aspartam.
Det fortæller Anja Olsen, der er seniorforsker i Kræftens Bekæmpelse og professor i livsstil og kræft ved Aarhus Universitet.
– Den melding, der er kommet (fra WHO, red.), er, at der muligvis er en kræftrisiko ved aspartam. Set med forbrugernes øjne synes jeg ikke, at det er noget, man skal tage meget alvorligt, siger hun.