30. okt. 2024 - 16:16

FN’s Sikkerhedsråd advarer mod Israels forbud af UNRWA




FN’s Sikkerhedsråd er alvorligt bekymret for Israels forbud mod FN-organisationen UNRWA.

Det skriver rådet i en udtalelse ifølge flere internationale nyhedsbureauer, herunder Reuters.

UNRWA er FN’s organisation for hjælp til palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten. Organisationen arbejder i Israel og de besatte palæstinensiske områder samt i Libanon, Syrien og Jordan.

Det israelske parlament, Knesset, vedtog mandag aften en lov, der forbyder UNRWA at operere fra Israel.

Sikkerhedsrådet advarer kraftigt mod forsøg på at indskrænke FN-organisationens arbejde.

Derudover opfordrer rådet Israel til at “overholde sine internationale forpligtelser” og leve op til sit ansvar om at facilitere “hurtig, sikker og uhindret humanitær hjælp” til Gazastriben.