FN advarer onsdag om høj risiko for, at den globale opvarmning mellem 2025 og 2029 vil overskride 1,5 grader.
Det fremgår af en årlig klimarapport fra Den Meteorologiske Verdensorganisation (WMO), som hører under FN.
Målet om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader stammer fra Parisaftalen, som en lang række lande indgik i 2015.
Der er på nuværende tidspunkt 70 procent sandsynlighed for, at den gennemsnitlige temperaturstigning bliver større end det i løbet af de kommende år, står der i rapporten.
Den kommer efter to år, der begge slog varmerekorder.
Samlet set har det sidste årti været det varmeste, der nogensinde er registreret, siger vicegeneralsekretær i WMO Ko Barrett.
– Desværre er der i denne rapport fra WMO ingen tegn på, at der kommer et pusterum i de kommende år.
– Det betyder, at der i stigende grad vil være en negativ påvirkning af vores økonomier, vores hverdag, vores økosystemer og vores planet, siger Ko Barrett.
AFP