Israelske styrker kan gentagne gange have brudt fundamentale principper i krigens love ved ikke i tilstrækkelig grad at skelne mellem civile og soldater i Gaza.
Det udtaler FN’s menneskeretskommissariat (OHCHR) onsdag ifølge Reuters.
FN-kontoret har vurderet seks israelske angreb med høje tabstal og ødelæggelse af civil infrastruktur.
Israelske styrker kan “systematisk have krænket principper om skelnen, proportionalitet og sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med angreb”, vurderer OHCHR.
– Betingelsen om i krig at udvælge midler og metoder, der forhindrer eller som det allermindste minimerer omfanget af civil skade, lader til regelmæssigt at være blevet brudt i Israels bombetogt, siger FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Volker Türk.
Israels permanente FN-mission i Genève kalder analysen “faktuelt, juridisk og metodologisk mangelfuld”.
Rapporten beskriver seks hændelser i perioden 7. oktober til 2. december 2023. Her har FN-kontoret vurderet, hvilke former for våben, midler og metoder der er blevet brugt i angrebene.
Over 37.400 mennesker er blevet dræbt under Israels mere end otte måneder lange krig i Gaza, som den militante palæstinensiske bevægelse Hamas kontrollerer. Det oplyser sundhedsmyndigheder i Gaza.
Israel indledte sit angreb på området, efter at Hamas 7. oktober angreb Israel. Omkring 1200 mennesker blev dræbt, og over 250 blev taget med til Gaza som gidsler.
Reuters