En FN-helikopter er kommet under beskydning i Sydsudan.
Det oplyser FN’s mission i landet, Unmiss, i en pressemeddelelse.
Et besætningsmedlem på helikopteren har mistet livet, mens to andre er alvorligt såret, oplyser Unmiss.
Helikopteren blev angrebet under et forsøg på at evakuere sydsudanske regeringsstyrker i byen Nasir i den nordlige del af landet.
Flere medlemmer af Sydsudans regeringstropper – herunder en general – mistede ligeledes livet under den mislykkede evakuering.
Ifølge Sydsudans informationsminister er omkring 27 regeringssoldater blevet dræbt under angrebet, skriver Reuters.
– Angrebet på Unmiss-medarbejdere er fuldstændig afskyeligt og kan udgøre en krigsforbrydelse i henhold til international lov. Vi er i dyb sorg over det tragiske tab af vores kollega og udtrykker vores dybeste medfølelse med hans pårørende, siger chefen for Unmiss, Nicholas Haysom, i en pressemeddelelse.
– Vi sørger også over dem, som vi forsøgte at hente ud. Især da forsikringer om, at vi kunne arbejde sikkert, var blevet givet. Unmiss opfordrer til en undersøgelse, for at fastslå hvem der står bag og stille dem til ansvar, tilføjer han.
Den interne magtkamp i Sydsudan er de seneste dage spidset til.
Unmiss forsøgte at evakuere Sydsudans regeringsstyrker i et forsøg på at forhindre vold i byen Nasir og nedtrappe de politiske spændinger i landet.
Der har den seneste tid været voldsomme sammenstød mellem regeringstropper og en bevæbnet gruppe. En gruppe, som præsident Salva Kiir sætter i forbindelse med sin rival, vicepræsident Riek Machar.
De seneste dage har regeringsstyrker loyale over for præsident Salva Kiir anholdt en række ministre og embedsmænd, der er allieret med vicepræsident Riek Machar.
I 2013 blev det til en regulær borgerkrig anført af landets to største folkeslag, dinkaerne og nuerne, da dinka-præsident Salva Kiir gav nuer-leder og vicepræsident Riek Machar sparket og anklagede ham for kupforsøg.
Borgerkrigen kostede næsten 400.000 mennesker livet, skriver nyhedsbureauet Reuters.
I 2018 var en ny, omend skrøbelig, fredsaftale på plads. Igen med Kiir som præsident og Machar som vicepræsident.