19. aug. 2023 - 17:34

FN fordømmer dødeligt angreb mod travl plads i ukrainsk by




Ukraines indenrigsministerium siger, at Rusland lørdag har ramt et teater og et universitet på en central plads i byen Tjernihiv.

Angrebet har kostet syv mennesker livet og såret over 100.

På det sociale medie Telegram skriver den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, at “et russisk missil ramte selve centrum i byen Tjernihiv, i vores Tjernihiv.”

– En plads, det polytekniske universitet, et teater. En almindelig lørdag, forvandlede Rusland til en dag med smerte og tab. Der er døde, der er sårede, skriver den ukrainske præsident.

Han har lagt en videooptagelse ud af pladsen, som viste smadrede biler og delvist ødelagte bygninger med hullede tage og knuste vinduer.

FN har fordømt lørdagens angreb mod Tjernihiv.

– Det er et afskyeligt angreb mod en central plads i en storby i morgentimerne, hvor folk går rundt. Nogle var på vej til kirke for at fejre en helligdag for mange ukrainere, siger Denise Brown, FN’s humanitære koordinator i Ukraine.

Hun henviser til en ortodoks helligdag, som lørdag gav ekstra travlhed blandt de ukrainske kirkegængere.

– Jeg fordømmer det gentagne mønster med russiske angreb mod befolkede områder i Ukraine. Angreb rettet mod civile eller civile objekter er strengt forbudt i henhold til folkeretten, lyder det fra FN-koordinatoren.

Få timer før lørdagens angreb var den russiske præsident, Vladimir Putin, på et sjældent besøg ikke så langt fra slagmarken.

Han mødtes således med en række topgeneraler i Rostov-Don, der ligger i det vestlige Rusland tæt på den ukrainske grænse.

Russiske styrker marcherede gennem Tjernihiv kort efter invasionen den 24. februar 2022. De blev senere drevet ud af byen.

AFP