13. mar. 2024 - 22:15

FN evakuerer personale fra uroplagede Haiti




FN vil evakuere ikke-nødvendigt personale fra uroplagede Haiti.

Det oplyser en FN-talsperson onsdag, mens det caribiske land er præget af omfattende bandevold.

For to uger siden lød det fra bander, der kontrollerer det meste af hovedstaden Port-au-Prince, at de ville afsætte premierminister Ariel Henry.

Det sendte landet ud i dyb krise.

For en del af de ansatte vurderer FN, at risikoen er for stor ved at blive.

– På grund af den omskiftelige sikkerhedssituation i Haiti og baseret på konklusionerne fra en revideret proces for håndtering af sikkerhedsrisici vil vi reducere ikke-nødvendigt personales tilstedeværelse, siger talspersonen i en meddelelse.

Ansatte, som “udfører livreddende opgaver, vil forblive i Haiti”, lyder det dog videre.

Haitis premierminister, Ariel Henry, sagde natten til tirsdag dansk tid, at han ville træde tilbage.

Onsdag forsøger forskellige kræfter og interessenter i det haitianske samfund at danne et organ, der kan regere i en overgangsperiode.

Overgangsregeringen skal bestå af syv medlemmer fra Haitis politiske partier, privatsektoren og Montana Group, som er en forening.

Mandag blev der afholdt et krisemøde med deltagelse fra USA, FN og caribiske repræsentanter. Her blev der lavet en plan om at danne et overgangsråd, indtil der kan afholdes valg.

Bandelederen Jimmy Cherizier, der har ledt oprøret mod Henry, udtaler dog, at han ikke giver meget for premierministerens tilbagetræden.

– Vi kommer fortsat til at kæmpe for Haitis befrielse, fortæller den tidligere politibetjent til radiokanalen W Radio.

Adskillige lande og EU har foruden FN også evakueret personale fra Haiti.

AFP