02. jun. 2023 - 10:39

Et flertal i Folketinget ønsker ikke Samsam-sag undersøgt




Der skal som ventet ikke nedsættes en kommissionsundersøgelse af sagen om terrordømte Ahmed Samsam.

Det har et flertal i Folketinget fredag besluttet.

Otte partier i oppositionen stemte for beslutningsforslaget, mens regeringen og Dansk Folkeparti stemte imod.

SVM-regeringen har i flere måneder gjort det klart, at de ikke ønsker en kommission, og det er nu blevet afgjort i en afstemning.

I valgkampen udtalte både Venstre og Moderaterne, at de ønskede en undersøgelse af sagen, mens Socialdemokratiet var åbne over for det. Men efter regeringsdannelsen fik piben en anden lyd.

Efter regeringsdannelsen er sagen således ikke blevet en del af en kommende undersøgelse af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

På et møde i Granskningsudvalget i maj indstillede syv partier fra oppositionen til, at der skulle nedsættes en granskningskommission til undersøgelse af forløbet i Samsam-sagen.

Partierne er SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, De Radikale, Alternativet, De Konservative og Enhedslisten.

Fredag stemte også Nye Borgerlige for beslutningsforslaget.

Men det var altså ikke nok til at overgå regeringen, der er en flertalsregering og derfor kunne modsætte sig undersøgelsen i salen fredag.

Enhedslistens gruppeformand, Peder Hvelplund, fortæller efter afstemningen, at han er uforstående over for, at regeringen afviser undersøgelsen.

– Jeg synes, det er en skændsel, og jeg bliver vred, for det her handler ikke kun om Ahmed Samsam. Det handler om fuldstændig fundamentale retsprincipper, siger han.

Han mener, at det understreger, at regeringen er magtfuldkommen.

– Det er vigtigere for regeringen at forsvare sig selv, end det er at forsvare fundamentale retsstatsprincipper. Derfor ruller de mørklægningsgardinerne ned over denne her sag, og det synes jeg, er ekstremt forstemmende, siger han.

Regeringen har tidligere udtalt, at den ikke ønsker sagen belyst af hensyn til efterretningstjenesternes arbejde.

Den køber Peder Hvelplund ikke.

– Det giver ikke mening, for vi kan risikere et muligt justitsmord, hvilket vil sige, at en borger sidder fængslet på et urigtigt grundlag.

– Jeg skal ikke forsvare Samsam, men jeg vil til hver en tid forsvare hans ret til en retfærdig rettergang, siger han.

Modsat undersøgelseskommissioner er granskningskommissioner forankret i Folketinget og ikke hos regeringen.

Minksagen blev eksempelvis undersøgt ved en granskningskommission.

Ahmed Samsam blev i 2018 idømt otte års fængsel ved en spansk domstol for at have tilsluttet sig den militante bevægelse Islamisk Stat (IS). Han afsoner nu sin straf i et dansk fængsel.

Men ifølge Berlingske og DR var han agent for de danske efterretningstjenester.