22. okt. 2025 - 20:06

Flere FN-ansatte tilbageholdt af houthierne er frigivet




12 internationale FN-ansatte, der siden weekenden har været tilbageholdt af houthierne i Yemen, er blevet fløjet ud af landets hovedstad i et FN-fly.

Det skriver FN i en udtalelse onsdag.

Medarbejderne blev holdt fanget i FN-bygningen, efter oprørsbevægelsen indtog FN’s kontor i hovedstaden Sanaa og tilbageholdte 20 medarbejdere.

Ifølge nyhedsbureauet AFP blev fem yemenitiske statsborgere allerede løsladt søndag.

De resterende tre medarbejdere, der blev tilbageholdt i FN-bygningen, har desuden “frihed til at bevæge sig eller rejse”, skriver FN i udtalelsen.

Houthierne har i årevis chikaneret og tilbageholdt FN-ansatte og nødhjælpsarbejdere med anklager om spionage, men de har intensiveret anholdelserne siden begyndelsen af krigen i Gaza, skriver AFP.

Ifølge FN er der i øjeblikket 53 FN-medarbejdere, der fortsat er “vilkårligt tilbageholdt” af houthierne.