Et mindre fly med fire personer om bord er lørdag lokal tid styrtet ned på en mark i delstaten Illinois i USA.
Alle fire ombordværende er omkommet i ulykken.
Det skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.
Ifølge Ed Schnier, som er amtet Coles’ retsmediciner, er der tale om to kvinder og to mænd.
Han afviser ifølge AP dog at dele flere oplysninger om de omkomne, da de pårørende først skal underrettes.
Flyet, der var af modellen C180G fra den amerikanske producent Cessna, styrtede ned omkring klokken 10.00 om formiddagen lokal tid nær området Trilla, der ligger centralt i Illinois.
Det oplyser den amerikanske transportmyndighed National Transportation Safety Board (NTSB) i en mail til AP.
Ifølge NTSB peger oplysninger om styrtet indtil videre på, at flyet fløj ind i nogle strømledninger.
– Forfærdelige nyheder fra Coles County (amtet Coles, red.), skriver Illinois’ guvernør, J.B. Pritzker, i et opslag på sociale medier.
Her lyder det videre, at hans administration “overvåger situationen, mens vi har dem, der er påvirket af flystyrtet, i vores tanker i dag”.