09. mar. 2023 - 8:09

Fire meldes dræbt i russisk angreb på det vestlige Ukraine




Guvernøren i regionen Lviv i det vestlige Ukraine oplyser torsdag morgen, at russiske angreb natten til torsdag har dræbt fire personer i regionen.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

– På nuværende tidspunkt har vi kendskab til fire døde. Det er fire voksne. To mænd og to kvinder, skriver guvernøren, Maksym Kozytskyj, på beskedtjenesten Telegram.

Flere regioner er natten til torsdag blevet udsat for russiske angreb. De fire dræbte i Lviv-regionen er de første dødsofre, der er registreret efter nattens angreb.

Foruden Lviv-regionen er det blandt andet havnen i Odesa og Ukraines andenstørste by, Kharkiv, der er ramt. Også ved Zaporizjzja-værket og i hovedstaden Kyiv meldes der om eksplosioner.

Adskillige steder har angrebene ført til omfattende strømafbrydelser.