Dennis Flydtkjær, der er finansordfører for Danmarksdemokraterne, har afblæst sin mulige afsked med Christiansborg.
Det siger han til TV Midtvest, hvor han ytrer sit nye ønske om at søge genvalg til næste folketingsvalg, der senest skal afholdes i efteråret 2026.
– Politik er spændende. Vi har et godt parti. Jeg har en god position og en god platform. Jeg synes, jeg gør en forskel, som også kommer midt-og vestjyderne til gode, siger han til mediet.
I sommer var meldingen dog en anden fra politikeren, der har en lang karriere på Christiansborg bag sig.
Her sagde han, at han overvejede at vinke farvel til Christiansborg. Det udtalte han i programmet “Borgen Bag Facaden” på TV Midtvest.
Årsagen skulle findes i, at Dennis Flydtkjær var blevet skilt, og hans ekskone er kronisk syg, så der var kun ham til at tage sig af deres tre børn.
Men meget har ændret sig på de seneste syv måneder, og nu er der mere ro på hjemmefronten, siger han til TV Midtvest.
Han nævner blandt andet, at han har fået en kæreste, der hjælper ham med at “holde sammen på det hele”.