10. jul. 2025 - 18:36

Fem kommer til skade i ulykke ved køreskole i Malmø




Fem personer er kørt på hospitalet, efter at en bil er kørt ind i en gruppe mennesker i Malmø i Sverige.

Det oplyser svensk politi ifølge nyhedsbureauet TT.

Ifølge politiets nuværende oplysninger er der ikke tale om en bevidst handling, lyder det videre.

TT skriver, at ulykken skal være sket ved en køreskole i det centrale Malmø.

Selv om ulykken er sket ved en køreskole, har politiet ikke oplysninger om, at den pågældende mand er elev hos skolen.

Den svenske avis Aftonbladet skriver, at ulykken er sket omkring klokken 17.41.

Der er ingen meldinger om, at de fem tilskadekomne har livstruende skader.

Ifølge Aftonbladet oplyser Region Skåne, at to af de tilskadekomne er børn.

Bilens fører – en mand i tyverne – er blevet stoppet, og politiet vil afhøre ham, skriver avisen.

Der er spærret af i forbindelse med politiets arbejde i området, ligesom at man skal afhøre vidner.

Bilen er blevet beslaglagt til politiets tekniske undersøgelser.