17. feb. 2023 - 21:51

Fem etager højt stillads er væltet i boligområde i Roskilde




Mere end 50 biler er blevet beskadiget, efter at et stillads, der var fem etager højt, væltede i boligområdet Æblehaven i Roskilde.

Det fortæller Boye Rasmussen, som er vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, til Ritzau.

– Der er fare for, at flere stilladser i området på boligblokkene vælter, så vi har advaret alle beboerne om, at de ikke skal gå ud, siger han.

Politiet har afsat ekstra personale til at afspærre boligområdet i nat, oplyser vagtchefen.

Ifølge vagtchefen har Midt- og Vestsjællands Politi haft 37 hændelser, som relaterer sig til stormen Otto på omkring fire en halv time. Det tal inkluderer ikke eventuelle opkald til telefon 112.

Omkring klokken 21.45 skriver Københavns Politi på Twitter, at der er fare for, at nogle store kobberplader styrter ned ud for Østerbrogade 110.

Derfor har man afspærret hele vejen for trafik. Der er ingen tidshorisont, lyder det.

Syd- og Sønderjyllands Politi har fået i alt 22 anmeldelser vedrørende stormen. Det fortæller vagtchef Erik Lindholdt og tilføjer, at der ikke er nogen meldinger om personskade.

I Aalborg har Nordjyllands Politi bedt beboerne på Granlien 31-53 om at blive indendørs. Det skyldes, at taget har løsnet sig.

Der er også faldet en gavl ned på en større ejendom på Thulevej i Aalborg. Beboerne er blevet evakueret, skrev Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse tidligere fredag.