Antallet af borger, der modtager kontanthjælp i Danmark, falder i fjerde kvartal. Men der er flere end for et år siden.
Det fremgår af nye tal fra Danmarks Statistik.
Ved udgangen af året var der lidt over 98.000 kontanthjælpsmodtagere i Danmark. Det er omkring 1700 flere end ved udgangen af 2021.
Alligevel overrasker det Erik Bjørsted, cheføkonom i Dansk Metal, at der er så få.
– Energikrisen, inflationen og de stigende renter kunne snildt have medført en kraftig stigning i antallet af kontanthjælpsmodtagere, men på trods af disse chok har arbejdsgiverne manglet arbejdskraft, skriver han i en kommentar til tallene.
Antallet af borgere på kontanthjælp faldt også i tredje kvartal, og Erik Bjørsted mener, at det er en positiv effekt af mangel på arbejdskraft.
I løbet af sommeren nåede antallet af kontanthjælpsmodtagere op over 100.000. Stigningen skyldtes ifølge Danmarks Statistik i høj grad tilstrømningen af ukrainske flygtninge.
Siden er ledigheden begyndt at stige på det danske arbejdsmarked, og fra december til januar steg den for tredje måned i træk.
Derfor kommer det også bag på Steen Nielsen, der er vicedirektør i Dansk Industri, at der fortsat bliver færre ledige kontanthjælpsmodtagere.
– Det kunne tyde på, at kontanthjælpsmodtagerne bider sig fast på arbejdsmarkedet, selv i tider, hvor konjunkturerne er ved at vende, skriver han i en kommentar til tallene.