EU vil “snart” indføre sanktioner mod Hamas og voldelige israelske bosættere på Vestbredden.
Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) efter et møde mandag i Bruxelles.
Her var forventningen, at EU-landenes udenrigsministre måske mandag ville sige endeligt ja til sanktionerne, men det lykkedes ikke at komme helt i mål på mødet.
– Vi har haft en god diskussion, og det finder også sin løsning. Vi har allerede et stærkt sanktionsregime mod Hamas, og det er der brug for at skærpe yderligere i forhold til de overgreb af seksuel karakter, der fandt sted den 7. oktober. Det kommer til at ske.
– Der er også ved at være en forståelse for, at vi på linje med USA også er nødt til at gøre noget i forhold til israelske bosættere, siger Lars Løkke Rasmussen.
I forhold til bosætterne peger den danske udenrigsminister på, at EU i sidste ende ønsker en tostatsløsning som vejen til fred. Her vil Israel og palæstinenserne få hver deres stat, så de i teorien kunne leve fredeligt side om side.
Alligevel har Israel i begyndelsen af marts vedtaget yderligere bosættelser på Vestbredden. Et område, som ellers ville indgå i en palæstinensisk stat.
– Så vi er også nødt til at gøre noget der. Det er føler jeg mig helt sikker på, falder på plads, siger Lars Løkke Rasmussen.
Spørgsmål: USA har allerede vedtaget sanktionerne. Hvorfor kan EU ikke gøre det samme? Hvad er det, der mangler?
– Det er, fordi EU består af 27 lande, der har mange forskellige holdninger til spørgsmålet.
– Det er nødvendigt at tale sig frem til enighed. Og den vil komme. Med sanktioner mod Hamas i et spor og så også sanktioner i forhold til de ekstremistiske bosættere i et andet spor, siger Lars Løkke Rasmussen.
Spørgsmål: Hvornår forventer du, at det falder på plads?
– Snart, siger Lars Løkke Rasmussen.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er udenrigsministrene “i princippet” enige om sanktionerne mod både Hamas og de israelske bosættere.
– Der er opnået enighed om et solidt kompromis på arbejdsniveau. Jeg håber, at dette arbejde vil fortsætte indtil fuld vedtagelse snart, siger EU’s udenrigschef, Josep Borrell, efter ministermødet.
I ly af den internationale opmærksomhed på Gaza og Hamas har israelske bosættere gentagne gange angrebet palæstinensere på Vestbredden.
USA og Storbritannien har allerede indført sanktioner, mens EU har været mere splittet. Nogle EU-lande har insisteret på, at der først skal indføres sanktioner mod Hamas, før man indfører sanktioner mod israelske bosættere.
Forventningen i Bruxelles var derfor forud for mødet, at det kun ville blive sanktionerne mod Hamas, der bliver meldt ud mandag, hvis ministrene nåede til enighed.
Det ville ske for at signalere, at EU først og fremmest fordømmer Hamas, som i forvejen er på EU’s terrorliste.
I stedet er det nu begge sæt af sanktioner, som må vente lidt endnu på endelig enighed blandt de 27 EU-lande.