EU skal udvides med flere nye lande. Og beslutningen rykker stadig tættere på.
Det fastslår EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.
– Vi er mere engagerede end nogensinde i at gøre EU-udvidelsen til virkelighed.
– For en større union betyder et stærkere og mere indflydelsesrigt Europa på den globale scene, siger von der Leyen.
Udmeldingen kommer, i forbindelse med at EU-Kommissionen tirsdag fremlagde en rapport om fremskridtene for de ni lande, der står på spring til at komme med i EU.
Rapporten viser, at EU-Kommissionen ser mulighed for, at fire lande måske kan blive klar til at blive medlem af EU allerede i 2028.
De fire lande er: Montenegro, Albanien, Ukraine og Moldova.
Medlemskab af EU kræver dog, at de fire lande fortsætter reformsporet og i nogle tilfælde sætter mere fart på.
Ellers vil EU-døren ifølge von der Leyen forblive lukket.
– Det skal og vil fortsat være en proces baseret på fortjeneste. Vores pakke indeholder specifikke anbefalinger til alle vores partnere.
– Og til dem alle siger vi: EU-tiltrædelse er et unikt tilbud. Et løfte om fred, velstand og solidaritet. Med de rette reformer og en stærk politisk vilje kan I alle gribe denne mulighed, siger von der Leyen.