22. apr. 2026 - 11:36

EU foreslår at give forbrugertilskud til grønne tiltag




I lyset af stigende energipriser foreslår EU-Kommissionen medlemslandene at give tilskud til at skifte gas- og oliefyr ud med varmepumper og solceller.

Det sker på et pressemøde onsdag, hvor EU-Kommissionen har præsenteret et energiudspil, der skal dæmme op for stigende energipriser i kølvandet på krigen i Iran.

I Danmark har boligejere, der omlægger deres varmeforsyning fra et olie- eller gasfyr til en varmepumpe, i flere år kunnet få statsligt tilskud.

Målet er ifølge EU-Kommissionen, at forbrugere og virksomheder skal beskyttes mod de pludselige prisstigninger og dermed begrænse de “socioøkonomiske” konsekvenser på grund af Iran-krigen.

EU foreslår medlemslandene flere forskellige tiltag. De kan ses som en slags værktøjskasse, som de enkelte lande kan bruge.

Målet er generelt at sætte skub i elektrificeringen af Europa med en målrettet indsats mod både virksomheder og forbrugere.

Blandt andet bør EU også styrke den samlede koordinering af energilagre af olie og gas, lyder det i udspillet.

– Vores AccelerateEU-strategi vil give både øjeblikkelige og mere strukturelle lettelser til europæiske borgere og virksomheder. Vi skal fremskynde overgangen til ren energi, siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

– Det vil give os energiuafhængighed og sikkerhed og gøre os bedre rustet til at modstå geopolitiske storme, siger hun.

Stigende priser på flybrændstof efter konflikten i Iran får desuden EU til at foreslå et såkaldt “brændstofobservatorium”. Målet er at overvåge EU’s lagerbeholdninger af brændstof i transportsektoren.

– Dette vil gøre det muligt hurtigt at identificere potentielle mangler, og i tilfælde af frigivelse af nødlagre målrette tiltag for at opretholde en balanceret fordeling af brændstof, lyder det i anbefalingerne.

EU’s energikommissær, danske Dan Jørgensen, var med til præsentationen af EU-Kommissionens anbefalinger.

Han peger på, at konflikten i Mellemøsten har øget udgifterne til fossile brændstoffer i EU-landene med 24 milliarder euro svarende til 179 milliarder danske kroner.