EU-Kommissionen er klar til at forhandle om storindkøb af flydende naturgas, LNG, i USA. Det siger en talsmand for EU-Kommissionen.
– Vi er absolut klar til at diskutere og forhandle med USA om energi, siger en talsmand for EU-Kommissionen.
Udmeldingen kommer, efter at USA’s præsident, Donald Trump, mandag afslog EU-Kommissionens tilbud om “nul-til-nul”-told på biler og industrivarer.
I stedet sagde Trump, at EU bliver nødt til at forpligte sig til at købe amerikansk energi for 350 milliarder dollar for at få en udsættelse af Trumps toldsatser.
Forslaget om at købe energi er EU-Kommissionen åben over for, uden at man dog kommentere på det høje tal.
– Vi ønsker at udfase russisk LNG-gas. Det kan vi samarbejde med USA om. Men vi samarbejder også med andre leverandører, siger talsmanden for EU-Kommissionen.
EU-Kommissionen kan dog ikke selv lave aftalerne, da det er op til medlemslandene at tilrettelægge deres eget energimix. Derfor er det heller EU-Kommissionen, der står for selve indkøbet af energi.
EU-Kommissionen kan dog hjælpe med at sikre, at eksempelvis infrastrukturen er på plads til at modtage amerikansk gas i Europa.