For 84 år siden mistede 32.700 mennesker livet under et jordskælv i Tyrkiet.
Jordskælvet, der rystede Tyrkiet natten til mandag, er den største naturkatastrofe, der har ramt landet siden 1939.
Det konstaterer landets præsident, Recep Tayyip Erdogan, skriver nyhedsbureauet Reuters.
For 84 år siden kostede et jordskælv ved den tyrkiske by Erzincan cirka 32.700 mennesker livet.
Foreløbig er der konstateret 912 dødsfald i Tyrkiet i forbindelse med det seneste jordskælv. Flere end 5000 er kommet til skade.
Derudover er 2818 bygninger styrtet sammen, fortæller Erdogan.
– Ifølge de seneste data var jordskælvets styrke på 7,7. Det er den største naturkatastrofe i Tyrkiet siden 1939, siger Erdogan på et pressemøde.
Han påpeger, at flere omstændigheder har besværliggjort redningsindsatsen.
– Alle lægger deres hjerte og sjæl i indsatsen, selv om vintersæsonen, koldt vejr og det forhold, at jordskælvet fandt sted om natten, gør det hele sværere, siger præsidenten.
Erdogan lægger ikke skjul på, at dødstallet kan fortsætte med at stige, mens redningsarbejdet pågår.
Redningsmandskab er således mandag eftermiddag fortsat i fuld gang med at lede efter overlevende under murbrokkerne efter de sammenstyrtede huse.
Skælvet har kostet menneskeliv i både Tyrkiet og nabolandet Syrien. Mandag middag er der foreløbig bekræftet over 1400 dødsfald i de to lande.
– I dag er dagen, hvor 85 millioner udgør ét hjerte, siger Erdogan og henviser til, at hele den tyrkiske befolkning står sammen.
Jordskælvet ramte det sydøstlige Tyrkiet tæt på grænsen til Syrien klokken 02.17 dansk tid – 04.17 lokal tid.
Tyrkiet er en af verdens mest aktive jordskælvszoner og har gennem historien været ramt af adskillige jordskælv.
I 1999 ramte et skælv med en styrke svarende til mandagens skælv Tyrkiet tæt på storbyen Istanbul. Dengang mistede 17.000 livet.