07. feb. 2025 - 16:47

Endnu et nyt dansk fængsel bliver forsinket med flere år




Et nyt fængsel i Viborg forsinkes nu med to år.

Det politiske mål, om at fængslet skulle stå klart i 2030, er ikke længere realistisk. I stedet forventes det tidligst at kunne tages i brug “ved årsskiftet 2032/3033”.

Det oplyser Kriminalforsorgen til DR.

– Vi havde blandt andet forudsat, at vi kunne genbruge tegninger fra et andet fængselsbyggeri, men det har vist sig, at det kunne vi ikke. Der er også noget omkring udbud af entreprenører, siger ejendomsdirektør Kristian Lyck-Jensen fra Kriminalforsorgen til DR.

Det er eksterne konsulenter, der har vurderet, at 2030-tidsplanen ikke længere holder, lyder det.

Oprindelig var det meningen, at fængslet, der skal huse 400 indsatte, skulle stå klart i 2032.

Men det fremrykkede aftalepartierne bag Kriminalforsorgens økonomi i april sidste år til 2030 med “en ambitiøs tidsplan”.

For “en hårdt presset kriminalforsorg” havde brug for “øget bygningsmæssigt kapacitet”, lød det dengang.

– Vi har hårdt brug for flere fængselspladser, for det skal ikke være kapaciteten i vores fængsler, der bestemmer hvilken retspolitik, vi skal føre i Danmark, sagde justitsminister Peter Hummelgaard (S) dengang.

For to dage siden blev en anden forsinkelse af fængselspladser også meldt ud.

Her meddelte Justitsministeriet, at det lejede fængsel i Kosovo nu først ventes at kunne tages i brug 1. april 2027 i stedet for 1. september 2026.

Det skyldes nye tidsestimater for renoveringen af fængslet, der er udarbejdet, i forbindelse med at Danmark og Kosovo onsdag underskrev en samarbejdsaftale om fængslet i det østeuropæiske land.

Oprindelig skulle de 300 fængselspladser i Kosovo være klar til udvisningsdømte kriminelle i begyndelsen af 2023, men projektet har været ramt af flere forsinkelser.