06. feb. 2026 - 14:36

Endnu en død kaskelothval er skyllet op ved sydvestjysk kyst




Endnu en død kaskelothval er skyllet i land ved en dansk kyst, skriver DR Nyheder.

Det er sket ved Blåvandshuk Fyr nær Esbjerg.

Skovfoged i Naturstyrelsen Henrik Lykke Sørensen bekræfter over for DR, at der er tale om en kaskelothval.

Sidste weekend blev en død kaskelothval fundet ved kysten nær Ålbæk syd for Skagen.

Der var tale om en hankaskelot på 13,7 meter.

Hvalen blev tidligere på ugen bjærget, og maven viste sig at indeholde store mængder fiskenet.

Fiskenettet har blokeret hvalens spiserør, og det antages, at hvalen døde af sult.

Kaskelothvalen ved Blåvandshuk ligger over en kilometer fra kysten.

Naturstyrelsen har ifølge DR ikke taget stilling til, om hvalen kan eller skal bjærges.

Dødsårsagen er endnu ukendt.

Naturstyrelsen fraråder ifølge DR, at man forsøger at komme nær den døde hval, da der mellem kysten og hvalen er kraftigt strømmende vand.

Styrelsen anbefaler i stedet, at man observerer den i kikkert fra kysten.