11. aug. 2025 - 1:36

En person dræbt og flere sårede i jordskælv i det vestlige Tyrkiet




Et jordskælv med en beregnet styrke på 6,1 ramte søndag aften provinsen Balikesir i den nordvestlige del af Tyrkiet.

Det oplyser den tyrkiske indenrigsminister, Ali Yerlikaya, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Tyrkiets katastrofeberedskabsmyndighed oplyser, at jordskælvet fandt sted klokken 19.53 lokal tid – klokken 18.53 dansk tid.

Rystelserne kunne ifølge myndigheden mærkes i flere af Tyrkiets provinser, heriblandt i den tyrkiske storby Istanbul og turistområdet Izmir.

En person har mistet livet, mens 29 personer er såret som følge af skælvet, oplyser Yerlikaya og tilføjer, at 16 bygninger er styrtet sammen.

– En 81-årig døde efter at være blevet reddet ud fra under murbrokkerne, siger indenrigsministeren ifølge AFP til journalister i distriktet Sindirgi, der var jordskælvets epicenter.

Han tilføjer, at ingen af de 29 tilskadekomne har pådraget sig alvorlige skader.