13. nov. 2024 - 6:46

Elsa Berg brager frem i Tórshavn og vil have borgmesterposten




Der kan næppe være tvivl om, hvem der var den mest populære kandidat ved kommunalvalget i Færøerne tirsdag.

Elsa Berg fra det venstreorienterede parti Tjóðveldi bragede frem i sådan en grad, at hun natten til onsdag måtte melde klart ud, at hun gerne ville være borgmester.

Det skriver det færøske medie KVF.

Berg fik 1007 stemmer i kommunen – 27,3 procent flere end Tórshavns siddende borgmester, Heðin Mortensen. Det er desuden næsten en fordobling af hendes stemmeantal fra valget i 2020, hvor hun fik 520 stemmer.

Hendes parti fik i alt fire mandater i den 13 mandater store kommunalbestyrelse.

Om Elsa Berg får fat i Tórshavns borgmesterpost, er dog endnu uklart.

Mens borgmesterposterne i Færøernes små kommuner ifølge KVF går til den kandidat, som fik flest stemmer, kræver det i Tórshavn et flertal – syv mandater – bag sig at blive borgmester i kommunen.

Det er ifølge mediet endnu ikke sikkert, om Elsa Berg kan samle det.

Valget fandt sted tirsdag, og mens stemmerne er talt op i samtlige af de færøske kommuner, er der endnu ikke kommet færdige tal for, hvordan de færøske partier overordnet set har klaret sig.

Det står desuden heller ikke klart, hvor høj valgdeltagelsen har været.

Valgdeltagelsen til det færøske kommunalvalg er dog som regel markant højere end ved det danske.

Ved det sidste kommunalvalg på Færøerne i 2020 lå valgdeltagelsen på mellem 80 og mere end 90 procent i de 29 kommuner, skriver KVF.

Højest var den i Fugloyar med en valgdeltagelse på 94,7 procent. Fire år forinden var den på hele 97,8 procent. På det tidspunkt havde 45 personer i kommunen stemmeret, og 44 af dem stemte.

Antallet af stemmeberettigede i de små kommuner er små, hvorfor procenttallene også let påvirkes.