18. aug. 2023 - 7:44

Ellemann om F-16-donation: Vi kan snart blive mere konkrete




Efter den amerikanske godkendelse, af at Danmark kan sende F-16-kampfly til Ukraine, rykker en afklaring på nærmere detaljer om en mulig donation nærmere.

– Regeringen har sagt flere gange, at en donation er et naturligt næste skridt efter træning, siger forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i en skriftlig kommentar til Ritzau.

– Vi drøfter det med nære allierede, og det forventer jeg, at vi snart kan blive mere konkrete om.

Jakob Ellemann-Jensen kalder det videre et “positivt signal fra USA”.

Torsdag aften dansk tid skrev Reuters, at nyhedsbureauet havde set et brev, hvor USA ville godkende, at danske og hollandske F-16-fly kan sendes til Ukraine, når træning af ukrainske piloter er afsluttet.

Siden bekræftede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til TV 2, at han har haft en brevudveksling med den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken.

– Jeg kan bekræfte, at der har været en brevudveksling mellem mig og Antony Blinken, som hviler på, at forsvarsministeren og jeg har rakt ud til USA for at afsøge, hvad vores muligheder er, sagde Lars Løkke til TV 2.

I spidsen for træningen af ukrainske F-16-piloter står Danmark og Holland. I alt er 11 lande gået sammen i en koalition, som skal sikre træningen.

I juli udtalte Troels Lund Poulsen (V), som dengang var fungerende forsvarsminister, at træningsindsatsen ville begynde i august i Skrydstrup i det sydlige Jylland. Han forventede desuden, at træningen ville tage minimum seks måneder.

Forsvarschef Flemming Lentfer sagde i juni, at det er planen, at der kan trænes seks piloter ad gangen samt 30-40 yderligere soldater, der arbejder med andre ting omkring kampflyene.

– Man skal også uddanne vedligeholdspersonale, og så skal man uddanne noget personale, der arbejder med flyene og er i stand til at sætte våben på og den slags ting. Så det er i virkeligheden en samlet pakke og ikke kun piloter, sagde Flemming Lentfer.