Fem personer er omkommet, og flere er meldt savnet, efter de deltog i en guidet tur gennem kloaksystemer i Ruslands hovedstad Moskva søndag.
Mens de var nede i kloaksystemet, blev området ramt af usædvanligt voldsom regn. Det fik vandet i kloakkerne til at stige så hurtigt, at personerne ikke nåede at komme op.
Det skriver nyhedsbureauet Tass.
Moskvas beredskabstjeneste oplyser til Tass, at gruppen, der dyrkede såkaldt “ekstrem turisme”, talte i alt otte personer.
Mens fem af disse mandag er blevet fundet døde i Moskva-floden, der løber gennem storbyen, er en eftersøgning efter resten af gruppens medlemmer nu i gang.
– En gruppe på otte personer var taget på en rundvisning af underjordiske kanaler, hvor de befandt sig, da der kom voldsom regn. Der har ikke været kommunikation med nogen af dem, og en eftersøgning er nu i gang, siger en kilde i nødberedskabet ifølge Tass.
Ifølge det svenske nyhedsbureau TT har politiet indledt en strafferetlig efterforskning mod arrangøren af den guidede tur, som er ulovlig.
Ifølge Tass var det en mand på omkring 40 år og en pige, der som de første blev fundet døde mandag. Pigens alder er ikke blevet oplyst.
Efterfølgende har man fundet en kvinde og en mand, som er blevet taget op af floden.
Der er ikke nogen oplysninger om den femte person, som er den senest fundne.
De omkomne er ved at blive identificeret. Deres nationalitet fremgår endnu ikke.
Regnen i Moskva søndag var så kraftig, at den udgjorde en tredjedel af den nedbør, som Moskva normalt oplever på en måned, skriver Tass.
Der blev derfor udstedt varsel om storm, og flere indkøbscentre, veje og en metrostation var udfordret af oversvømmelser.