02. aug. 2023 - 2:19

Droneangreb og eksplosioner ryster Kyiv i nyt russisk angreb




Sirenerne har lydt natten til onsdag i Kyiv, efter at Rusland sendte adskillige droner ind over den ukrainske hovedstad.

Alle droner blev dog skudt ned, inden de nåede at angribe, oplyser den øverste chef for Kyivs militæradministration, Serhij Popko.

– Grupper af droner fløj ind over Kyiv samtidigt fra flere forskellige retninger. De blev dog alle – mere end ti ubemandede luftfartøjer – opdaget og ødelagt i tide af luftforsvaret, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Serhij Popko fortæller videre, at der var tale om Shahed-droner, som produceres af Iran, og som bruges af Ruslands militær.

Byen blev rystet af eksplosioner først på natten, skrev borgmester i Kyiv Vitalij Klytjko på daværende tidspunkt på beskedtjenesten Telegram ifølge Reuters. Umiddelbart var det uklart, om der var tilskadekomne.

Sidst på natten oplyser borgmesteren dog ifølge AFP, at ingen har mistet livet, og ingen er kommet til skade.

I flere områder af Kyiv faldt der vragrester ned fra de ødelagte droner. Det udløste blandt andet en brand i en bygning i Holosijivskyj-distriktet.

Også regionen Odesa i den sydvestlige del af Ukraine er blevet ramt af et droneangreb natten til onsdag. Det oplyser regionens militæradministration på Telegram ifølge AFP.

Droneangreb er blevet dagligdag for Kyivs millioner af indbyggere i løbet af sommeren, hvor Rusland gang på gang har demonstreret aggression mod hovedstaden.

Tirsdag i sidste uge kunne Serhij Popko ligeledes melde om et droneangreb mod byen.

13. juli var tredje dag i træk med droneangreb mod byen. Her blev fire såret, mens én person mistede livet i angrebet.

Rusland invaderede Ukraine i februar 2022. Mens Rusland har angrebet lokationer over hele Ukraine, foregår de fleste af de intense kampe i de østlige og sydlige dele af landet.