24. mar. 2025 - 2:57

Domstol afviser rigsretssag mod Han Duck-soo i Sydkorea




Sydkoreas premierminister, Han Duck-soo, genindsættes som fungerende præsident i Sydkorea.

Det sker, efter at landets forfatningsdomstol mandag lokal tid har afvist en rigsretssag mod den sydkoreanske premierminister.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

– Hans rigsretssag blev afvist med stemmerne 5-1. Yderligere to dommere stemte for at afvise hele anklagen, skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

Han Duck-soo blev 14. december sidste år indsat som fungerende præsident i landet.

Det skete, efter at det sydkoreanske parlament havde besluttet, at præsident Yoon Suk-yeol skulle stilles for en rigsret. Yoon erklærede i begyndelsen af december militær undtagelsestilstand i Sydkorea.

Han Duck-soo nåede at være fungerende præsident i Sydkorea i knap to uger, før et flertal af parlamentet ligeledes stemte for at stille ham for en rigsret.

Begrundelsen fra politikerne var, at Han Duck-soo havde afvist at udpege tre rigsretsdommere, som skulle dømme i sagen mod Yoon.

Han Duck-soo sagde i december, at han kun ville udpege dommerne, hvis de politiske partier i Sydkoreas parlament kunne blive enige om dem.