14. mar. 2025 - 5:46

Dommere i USA beordrer genansættelse af fyrede statsansatte




Føderale dommere i de amerikanske delstater Californien og Maryland har torsdag beordret landets præsident Donald Trumps administration til midlertidigt at give tusindvis af afskedigede medarbejdere deres job tilbage.

Det skriver Reuters.

Det drejer sig om nyligt statsansatte medarbejdere, der mistede deres job som led i massefyringer på tværs af 19 agenturer.

I Baltimore, som ligger i Maryland, har distriktsdommer James Bredar vurderet, at de seneste ugers massefyringer af medarbejdere, som var ansat i en prøveperiode, overtrådte reglerne om afskedigelser af statsansatte.

Det skete få timer efter, at distriktsdommer William Alsup under en høring i San Francisco i Californien beordrede genansættelse af personer, der var ansat i en prøveperiode i en række af landets ministerier.

Det gjaldt forsvarsministeriet, veteranministeriet, landbrugsministeriet, energiministeriet, indenrigsministeriet og finansministeriet.

Fra Alsup lød det, at myndigheden United States Office of Personnel Management, der har en HR-funktion for de føderale agenturer, “uretmæssigt” havde beordret agenturerne til at fyre medarbejdere.

Karoline Leavitt, som er pressesekretær i Det Hvide Hus, siger i en udtalelse, at William Alsup ikke har magt til at udstede en sådan kendelse, og at administrationen vil “slå øjeblikkeligt tilbage”.