05. jun. 2025 - 0:46

Dommer: Udviste venezuelanere skal kunne komme for en dommer




Hundredvis af venezuelanere, der er blevet deporteret fra USA til El Salvador, skal have chancen for at anfægte tilbageholdelsen af dem.

Det har distriktsdommeren James Boasberg afgjort onsdag.

Den amerikanske præsident Donald Trumps administration skal desuden facilitere det juridiske arbejde, som det kan medføre, lyder det.

Boasberg gik dog ikke så langt som at beordre Trump-administrationen til at bringe de hundredvis af venezuelanske migranter, der befinder sig i et berygtet kæmpefængsel i El Salvador, tilbage til USA.

Han har nu givet Trump-administrationen en uge til at beskrive, hvordan den vil facilitere de deporterede personers indsigelser.

I sin kendelse skriver Boasberg, at personerne blev udvist uden tilstrækkelig varsel eller ret til at anke deporteringerne af dem.

– Denne proces – som på uretmæssig vis ikke blev udført – skal de nu tildeles, skriver han.

Det står ikke umiddelbart klart, hvordan migranterne vil anfægte afgørelserne – en såkaldt habeas corpus.

Habeas corpus er en procedure, der har til formål at sikre, at en tilbageholdt person bliver stillet for en dommer, før vedkommende kan forblive fængslet.

Reuters