30. okt. 2024 - 17:46

Dommer løslader den ene sigtede i drabssag fra Birkerød




En dommer ved Retten i Lyngby har onsdag valgt at løslade en 21-årig mand, som er sigtet for mandag aften at have deltaget i drabet på en 23-årig mand ved en sportshal i Birkerød.

Dommeren har samtidig valgt at varetægtsfængsle en anden drabssigtet mand, en 19-årig, som onsdag blev fremstillet i grundlovsforhør sammen med den 21-årige.

Det oplyser Nordsjællands Politi på X.

Onsdagens grundlovsforhør blev holdt for lukkede døre af hensyn til politiets videre efterforskning af sagen.

I sigtelsen lyder det, at den 23-årige skal være blevet stukket to gange i ryggen, to gange i maven og to gange i brystet.

Drabet fandt ifølge sigtelsen sted ved Søndervangshallen i Birkerød i Nordsjælland på et ukendt tidspunkt inden klokken 22.58 mandag.

Politiet mener, at der kan være medgerningsmænd på fri fod.

Af den årsag, og fordi efterforskningen er på et tidligt stadie, blev dørene til grundlovsforhøret lukket.

Inden dørene blev lukket, var retslokalet i Retten i Lyngby godt fyldt op af tilhørende. Der var tilsyneladende både pårørende til den dræbte og de to sigtede.

Der blev ved retsmødets begyndelse nedlagt et navneforbud for den dræbte mand og de to sigtede mænd.

Et navneforbud gør det forbudt at offentliggøre oplysninger, som vil kunne identificere en person.

Både den dræbte og de to sigtede er allerede kendt af politiet for at være en del af det kriminelle miljø i Birkerød.

Tirsdag udtalte Rolf Hoffman, der er politikommissær og efterforskningsleder i Nordsjællands Politi, at politiet arbejdede ud fra en hypotese om, at drabet er relateret til et internt opgør i det kriminelle miljø.

– Der er således ikke noget, der tyder på, at drabet er relateret til den aktuelle bandesituation, sagde han tirsdag. Udtalelserne kom, inden de to, der fremstilles i grundlovsforhør, blev anholdt tirsdag aften.