En føderal dommer i den amerikanske delstat Maryland har fredag nedlagt et midlertidigt forbud mod, at præsident Donald Trump afskaffer DEI-initiativer i regeringens agenturer og i virksomheder, der samarbejder med dem.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters natten til lørdag dansk tid.
DEI er principper, der skal sikre diversitet, lighed og inklusion på eksempelvis arbejdspladser.
Ifølge distriktsdommer Adam Abelson kan Trumps planer udgøre en krænkelse af “The First Amendment”, som er det første tillæg til den amerikanske forfatning, og som skal sikre ytringsfriheden.
Trump skal desuden have bedt det amerikanske justitsministerium om at efterforske virksomheder, som har DEI-principper.
Tiltagene er ifølge Reuters en den af Trumps større forsøg på at udrydde DEI-principper – som han mener er diskriminerende – fra både regeringsapparatet og den private sektor.
– Som sagsøgere har formuleret det: “Indsatsen for at fremme inklusion har været udbredt og ukontroversielt lovlig i årtier”, skriver Abelson.
Abelson henviser til et søgsmål, hvor anklagerne kommer fra byen Baltimore, som ligger i Maryland, og fra tre rettighedsgrupper.
Med hans afgørelse er der nedlagt et midlertidigt forbud mod, at Trumps forbud bliver indført i afdelinger på tværs af USA, indtil denne sag er afgjort.
Det står dog ikke umiddelbart klart, hvilken indflydelse nattens afgørelse har på de tiltag, som Trump-administration allerede har indført på området.
Det gælder blandt andet lukning af DEI-kontorer i flere agenturer og fyringer af medarbejdere, som har været involveret i DEI-programmer.
Hverken Det Hvide Hus, borgmesterkontoret i Baltimore eller de tre rettighedsgrupper har umiddelbart kommenteret afgørelsen.