Næsten tre år efter at den britiske finansmand Sanjay Shah ankom til Danmark, kan briten tage plads i Østre Landsret til første retsmøde i ankesagen imod ham.
Østre Landsret oplyser onsdag til Ritzau, at man tager hul på sagen om svindel med refusion af udbytteskat 10. november 2026.
Sanjay Shah er af de danske myndigheder blevet udpeget som hovedmanden i udbytteskattesagen.
Han blev i december idømt 12 års fængsel for milliardsvindel mod den danske statskasse.
Shah ankede på stedet dommen med påstand om en frifindelse eller en mildere straf.
Shah og hans advokater havde håbet, at sagen kunne komme hurtigere for retten. Det siger den ene af sagens to forsvarere Kåre Pihlmann til Ritzau.
– Jeg er ikke i tvivl om, at landsretten har gjort, alt hvad de kan for at få sagen på så tidligt som muligt. Men der er selvfølgelig kø til landsretten, og vi skal jo behandles som alle andre, og der er desværre mange, der venter, og det rammer desværre også min klient, og det er vi selvfølgelig kede af, siger han.
Østre Landsret oplyser, at man efter planen skal bruge over 30 retsmøder på sagen frem imod marts 2027. Det sidste afholdes efter planen 30. marts.
Herefter er der afsat en række ekstra retsmøder til sagen, inden landsrettens dommere efter planen er klar til at afsige dom i maj 2027.
I flere år har der været udfordringer med lange ventetider ved domstolene.
Netop den lange ventetid var også den anden af Shahs forsvarere Mikael Skjødts begrundelse for, at han ikke skulle varetægtsfængsles efter dommen i december.
Retten i Glostrup varetægtsfængslede dog finansmanden med henvisning til, at der var en risiko for, at han ville stikke af.
Ifølge Kåre Pihlmann vil forsvarerne protestere imod, at varetægtsfængslingen fortsætter indtil dommen i landsretten.
På det tidspunkt ville Shah ifølge advokaten have siddet fængslet i samlet fem år – først i Dubai og siden i Danmark.
– Det vil formentligt gøre ham til indehaver af danmarksrekorden i varetægtsfængsling, og det er selvsagt ikke en konkurrence, som han ønsker at vinde, siger han.
Sagen om svindel med refusion af udbytteskat blev anmeldt af det daværende Skat i 2015.
I alt blev den danske statskasse svindlet for over 12 milliarder kroner.
Sanjay Shah er dømt for at stå bag ni milliarder kroner af svindlen og for at forsøge at svindle sig til yderligere 553 millioner kroner.