25. aug. 2023 - 15:48

Dødsvold i lejlighed koster to mænd hårde fængselsstraffe




To mænd opsøgte sidste år en 60-årig mand i hans lejlighed i Vejle, fordi de ønskede at vide, hvorvidt han havde stjålet deres kokain.

Situationen eskalerede, og de to mænd stak den 60-årige mand med kniv i benet flere gange. Herefter endte han med at forbløde på gaden.

Fredag er de to mænd dømt for vold med døden til følge. Nick Allan Damgård Madsen på 51 år er straffet med fængsel i syv år og seks måneder, mens Sami Fuad Ahmed Ibrahim er idømt fængsel i otte år.

Ved Retten i Kolding blev der i strafudmålingen lagt vægt på voldens karakter, at det skete i forening, og at det foregik i forurettedes eget hjem.

Den 60-årige mand, der boede alene i sin lejlighed, blev fundet blødende på Svendsgade i Vejle 5. oktober sidste år, hvorefter han blev fløjet med helikopter på sygehuset.

Politiet meddelte senere, at han var afgået ved døden.

Offeret forsøgte at løbe efter de to mænd, efter at han havde fået skåret puls- og blodåre over i et af sine knæ midt i sin lejlighed.

De dømte ankede på stedet. De skal i øvrigt også betale 36.000 kroner i begravelsesudgifter.

Den 25-årige er dømt for “gentagelsestilfælde”, da han tidligere er blevet dømt for vold.

Ifølge Vejle Amts Folkeblad har de to mænd nægtet sig skyldige og har undervejs i sagen peget på hinanden som gerningsmand.

Undervejs i efterforskningen har politiet fået flere oplysninger fra borgere, og det takker vicepolitiinspektør Jens Lyng Michelsen for i en pressemeddelelse fra Sydøstjyllands Politi.

– Det er foregået i et lukket miljø, men med ihærdig efterforskning, hvor vi undervejs også får skabt gode relationer ind i dette miljø, er det lykkedes os at få belyst, hvad der er sket på dagen, siger Jens Lyng Michelsen om opklaringsarbejdet.

De dømte, der begge kommer fra Vejle, har været varetægtsfængslet i knap et år. Oprindeligt blev de af politiet sigtet for manddrab.

Tre andre personer har tidligere været sigtet i sagen, men de er blevet løsladt, og sigtelserne er blevet frafaldet.