Palæstinensiske sundhedsmyndigheder har oplyst, at otte palæstinensere er blevet dræbt i forbindelse med israelske angreb i Jenin på Vestbredden tirsdag.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Dermed er dødstallet steget fra syv. Næsten 20 andre personer er blevet såret i forbindelse med angreb på byen, der startede tirsdag morgen.
Ifølge en AFP-journalist har maskerede væbnede personer været i skudveksling med israelske styrker.
Det israelske militær har oplyst, at det udførte en “antiterroroperation” i Jenin.
En læge blandt de dræbte, ligesom også en skolelærer og en elev er døde, skriver det officielle palæstinensiske nyhedsbureau Wafa med henvisning til hospitalsdirektør, Wissam Bakr.
Organisationen Læger uden Grænser skriver på det sociale medie X, at lægen Osayd Jabarin blev dræbt på vej til arbejde.
I samme tråd skriver organisationen, at den ikke er blevet advaret om angrebet.
Ifølge Læger uden Grænser har medarbejdere på Vestbredden “gentagne gange været vidner til hændelser, hvor adgangen til sundhedsbehandling er blevet forhindret i forbindelse med angreb af israelske styrker”, lyder det videre fra organisationen.
– Vi er alarmerede over denne indtrængen og udsigten til flere skader og død, skriver organisationen.
Operationen involverede ifølge vidner, som nyhedsbureauet Reuters har talt med, flere køretøjer.
I kølvandet på angrebet blev alle skoler i Jenin evakueret ifølge Wafa.
Der har været store spændinger på Vestbredden, siden Israels angreb i Gaza efter et Hamas-angreb 7. oktober.