Dødstallet efter det voldsomme jordskælv, der natten til mandag ramte Tyrkiet og Syrien, har lørdag passeret 24.000.
Det skriver flere nyhedsbureauer, herunder AFP.
Ifølge embedsfolk og redningsarbejdere er 20.665 omkommet i Tyrkiet, mens 3553 er døde i Syrien.
Det vurderes, at mere end 12.000 bygninger er kollapset eller skadet i en sådan grad, at de ikke kan repareres.
De seneste dage er der blusset vrede op i den tyrkiske befolkning, hvor mange mener, at hjælpen efter jordskælvet er kommet for sent og har været for utilstrækkelig.
Der er snart præsidentvalg i Tyrkiet, og håndteringen af jordskælvet er af mange blevet spået som afgørende for, om den nuværende præsident, Recep Tayyip Erdogan, kan blive genvalgt.