23. jul. 2025 - 1:26

DMI’s varsel om kraftig regn slutter efter to dage




Danmarks Meteorologiske Instituts (DMI) varsel om kraftig regn ophører.

Det skriver DMI på det sociale medie X, efter at der i to dage har været varsel om kraftig regn flere steder i landet.

Der er fortsat udstedt et varsel på Fyn og Lolland-Falster. Varslet er voldsomt vejr – kategori 1.

Der er også fortsat udstedt et varsel om lokale oversvømmelser, lyder det på DMI’s hjemmeside. Her er der også tale om kategori 1.

Her kan vejrudviklingen påvirke omgivelser og udendørsaktiviteter.

Mandag og tirsdag var der udsendt et varsel om meget farligt vejr – kategori 3. Det betyder, at der er høj risiko for, at vejrudviklingen kan påvirke omgivelser og forstyrre samfundets funktioner.

Senere tirsdag eftermiddag nedjusterede DMI varslet til kraftig regn – kategori 2.

Tirsdag aften indstillede regnvejret blandt andet togtrafikken mellem Ringsted, Sorø og Slagelse.