Der var en reel tro på, at farligt vejr ville strømme ind flere steder i landet mandag og tirsdag, da Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varslede om “meget farligt vejr”.
Det siger meteorolog og rådgiver ved DMI Brüna Kilic.
Mens særligt Sydsjælland og Fyn har været ramt af det voldsomme vejr de seneste to døgn, udeblev de ellers forudsete voldsomme vandmasser flere steder.
– Vi varsler ikke bare for at varsle. Vi varsler, fordi vi reelt tror, at der vil komme noget farligt vejr, siger Brüna Kilic og tilføjer:
– Farligt vejr i denne her sammenhæng er særdeles kraftig regn og længerevarende regn, som kan give lokale oversvømmelser. Og det har vi jo set, at der har været, siger hun om de seneste to døgns nedbør flere steder i landet.
DMI udsendte mandag et varsel i kategori 3, der dækker for “meget farligt vejr”.
Det betyder, at der er høj risiko for, at vejrudviklingen kan påvirke omgivelser og forstyrre samfundets funktioner.
Varsel 3 gjaldt blandt andet for Østjylland. Regnvejret i det østjyske og andre steder viste sig ikke at blive lige så slemt, hvorfor varslet også blev nedjusteret tirsdag formiddag.
De skiftende meldinger fra DMI og prognoser, der ikke holder vand, har skabt frustration.
Det gælder blandt andet for campingpladsejere, der over for TV 2 Østjylland har beskrevet, at det kan få gæster til at holde sig væk, og forlystelsesparken Fårup Sommerland, hvor direktøren mener, at mange gæster har udskudt besøget på grund af mulig regn.
Hos DMI kan man godt forstå frustrationen.
– Men det handler om sikkerhed. Vi vil gerne gøre borgerne opmærksomme på, at man skal holde sig orienteret, holde øje med vejrudviklingen og følge myndighedernes vejledninger og råd, siger Brüna Kilic.
DMI evaluerer altid prognoser, modeller og varsler efter større vejrhændelser, tilføjer hun og understreger, at det samme vil gøre sig gældende denne gang.
Hun råder til, at man skal læse de uddybende varslingstekster fra meteorologerne, når DMI sender en varsel ud.
– Det er ikke nok bare at kigge på kortet og så måske gå i panik, siger hun.