Folketingets partier skal undlade at bruge såkaldte deepfakes til at gengive eller kopiere politikere eller politiske kandidater.
Sådan lyder det i en ny, frivillig aftale mellem alle Folketingets partier på nær Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
Det skriver Folketinget mandag i en pressemeddelelse.
Udtrykket deepfake betegner billeder eller videoer, som er manipuleret af kunstig intelligens.
– Når vi bruger kunstig intelligens i vores politiske kommunikation, må det aldrig ske på bekostning af troværdighed og gennemsigtighed, lyder det fra Folketingets formand, Søren Gade, i meddelelsen.
Han glæder sig over, at partierne er nået til enighed om spillereglerne for brug af deepfake i politiske kampagner og valgkampe.
Det frivillige kodeks, som partierne har nedfældet, træder i kraft fra dags dato. Da det er en frivillig aftale, har det ingen konsekvenser, hvis man ikke overholder den.
Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der altså som de eneste står uden for den frivillige aftale, har tidligere gjort brug af deepfakes.
– Vi har det synspunkt, at der skal være vide rammer, så længe man ikke vildleder, lyder det fra Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, til Ritzau.
– Vores oplevelse er, at det her er en indskrænkning af den almindelige satire og humor, som man bruger i politik, og det synes vi ikke, er rimeligt, tilføjer han.
Dansk Folkeparti har eksempelvis manipuleret en video med statsminister Mette Frederiksen (S).
Her siger hun blandt andet, at efter “succesen” med at afskaffe store bededag vil regeringen nu også afskaffe pinsen, påsken og julen.
I videoen står der, at den er skabt ved brug af kunstig intelligens.
– Man skal have boet under en sten for ikke at kunne se, at det er satire, siger Messerschmidt og tilføjer, at hvis det er tilfældet, er videoen også deklareret.
Mette Frederiksen har tidligere kaldt det “over stregen” og “en uheldig glidebane”.
Partierne i aftalen er desuden blevet enige om at håndtere eventuelle uenigheder om deepfake-indhold internt og i fortrolighed.
Folketingets partier har i 2019 lavet en aftale om ikke at sprede falske nyheder, kaldet fake news. Den nye aftale vil blive integreret i den eksisterende aftale om falske nyheder.
Efter sommerferien vil partierne arbejde videre på et mere generelt kodeks om ansvarlig brug af kunstig intelligens i politisk kommunikation “gældende for alle partier”, lyder det i pressemeddelelsen.
Det bliver dog endnu en gang understreget, at det vil være et frivilligt kodeks.