I en ny delaftale reduceres priserne på behandling på privathospitaler for at nedbringe ventelister i sundhedsvæsenet.
I 2023 reduceres priserne med 12 procent. Herefter er rabatten på 10 procent frem til 1. juni 2025 for det offentlige sundhedsvæsen, når patienter sendes på privathospital for behandling.
Det siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) på et pressemøde lørdag.
Aftalen er indgået mellem regeringen, Danske Regioner og Sundhed Danmark, der er brancheorganisation for privathospitaler.
Den er en delaftale af den akutplan på samlet to milliarder kroner, som regeringen har på vej for at nedbringe ventelister.
Rabatten for det offentlige kan give en besparelse på et trecifret millionbeløb.
Ifølge Michael Gram Kirkegaard, næstformand i Sundhed Danmark, har det ikke været en “nem aftale” at indgå for privathospitalerne.
– Det er den rigtige vej at gå, fordi vi kommer til at være en accepteret og integreret del af det samlede sundhedsvæsen fremover, siger han.
I 2022 blev omkring 240.000 borgere behandlet i det private ifølge Danske Regioner.
Ud over rabatten indeholder aftalen også en såkaldt fast track-proces, der skal igangsættes.
Her skal det inden sommerferien afklares, hvor “det private sundhedsvæsen kan varetage flere specialiserede behandlinger på områder med særligt høje ventetider og presset kapacitet”.
Hvor hurtigt delaftalen kan nedbringe ventelisterne, kan aftalepartierne ikke præcist sige.