Luftrummet over Billund Lufthavn var tidligt torsdag morgen lukket i omkring en times tid. Det oplyser pressechef Dan Prangsgaard til Ekstra Bladet.
– Jeg skal henvise til myndighederne for nærmere oplysninger, siger han videre.
Han oplyser ikke noget om årsagen til lukningen. Den midlertidige lukning har medført forsinkelser på flere fly, men lufthavnen er åben igen, lyder det.
Natten til torsdag lød det fra Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse, at politiet var til stede nær lufthavnene i Esbjerg, Sønderborg og Skrydstrup efter observationer af droner.
Politiet har siden verificeret droneaktiviteten.
Der er endnu ingen oplysninger om, at dronerne skal have forladt lufthavnene.
Syd- og Sønderjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse torsdag morgen, at det fortsat får henvendelser om droneaktiviteter, men at de ikke er verificerede.
– Den seneste bekræftede observation af en aktiv drone fandt sted klokken 02.08 natten til torsdag. Flytrafikken fra Sønderborg og Esbjerg kan derfor afvikles som normalt torsdag.
– Det er ikke lykkedes at nedtage dronerne eller finde frem til droneoperatørerne, lyder det.
Det fremgår ikke, om lukningen af luftrummet over Billund Lufthavn kan kobles til hændelserne ved de andre lufthavne.
Lufthavnene har ikke været lukket i forbindelse med droneflyvningerne. Der er ikke planlagt flytrafik før klokken 08.00 i Sønderborg og klokken 07.00 i Esbjerg.
Anette Johnsen, som er kommunikationsrådgiver i Syd– og Sønderjyllands Politi, siger torsdag morgen kort efter klokken 05.30 til Ritzau, at politiet melder nyt ud, så snart de kan.
Adspurgt til, hvorvidt der fortsat er droner til stede nær lufthavnene i Esbjerg, Sønderborg og Skrydstrup, lyder hendes svar:
– Status er, som vi har meldt ud, og når den er anderledes, melder vi det ud, siger hun.
Der er blandt andet tale om Flyvestation Skrydstrup, som huser flyvevåbnets F16- og F35-kampfly.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, besøgte sammen med statsminister Mette Frederiksen (S) flyvestationen i 2023 for at se på F-16-kampfly.
Sønderborg Lufthavn ligger på Kær Halvø ud til Augustenborg Fjord. Esbjerg Lufthavn ligger nordøst for Esbjerg.
Tidligere natten til torsdag oplyste salgs- og marketingdirektør i Aalborg Lufthavn Martin Svendsen, at politiet var til stede i Aalborg Lufthavn, efter at der var blevet observeret droner i luftrummet.
Herefter lukkede luftrummet, hvilket førte til, at tre fly måtte omdirigeres til andre lufthavne.
Omkring klokken 03.00 lød det fra Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse, at dronerne var væk, og at lufthavnen var genåbnet.