I regeringens nye 2030-plan har finansminister Nicolai Wammen (S) ikke anvist den konkrete brug af hele det økonomiske råderum.
Selv om han tirsdag kunne præsentere en række nye prioriteter af råderummet på 68 milliarder kroner, er der stadig lagt penge fra til “reserver” og uforudsete udgifter, sagde han på pressemødet ved præsentationen af planen.
Dansk Industri (DI) anslår i egne beregninger, at der er omkring syv til ti milliarder kroner ekstra i frit råderum.
Det skriver Børsen.
Ifølge avisen havde finansministeren i sin præsentation ikke opgjort, hvordan finansiering og udgifter præcist hænger sammen frem mod 2030.
Det får kritik af flere oppositionspartier.
– Den måde kan man ikke lave politik på. Det skal selvfølgelig være de rigtige og retvisende tal, ellers giver det jo ikke gode arbejdsvilkår for os politikere til at tage gode beslutninger på vegne af danskerne, siger Dennis Flydtkjær, finansordfører for Danmarksdemokraterne, til Børsen.
– Hvis det forholder sig, som DI siger, synes jeg, at det er utroligt ærgerligt og lidt amatøragtigt af Finansministeriet.
Regeringen mener dog selv, at hele råderummet i en vis forstand er brugt.
– Altså du kan jo sige, at vi har brugt hele råderummet, i den forstand at vi har sagt, hvordan vi helt overordnet synes, at fordelingen skal være. Så er der bare til almindelig beroligelse også reserver, for det kan jo godt være, at der kommer nogle uforudsete udgifter, svarede Nicolai Wammen til 2030-planens pressemøde, da Børsen spurgte ham, om der er frie midler tilbage i råderummet.
I 2030-planen har regeringen blandt andet afsat milliarder til velfærd, forsvar, personskattelettelser og klima.