Den franske skuespiller Gérard Depardieu får 18 måneders betinget fængsel for seksuelle overgreb.
Det har en domstol i Paris tirsdag afgjort, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Depardieu var anklaget for overgreb på to kvinder under optagelserne til filmen “Les volets verts” (“De Grønne Skodder”), som havde premiere i 2022.
Han har løbende nægtet sig skyldig. Det vides ikke, om han vil anke dommen.
Gérard Depardieu er en af de mest kendte skuespillere i Frankrig. Han har medvirket i utallige franske film, men også internationale film som “Hamlet”, “Life of Pi” og Ole Bornedals “Jeg er Dina”.