Den britiske tv-vært Michael Parkinson er død. Det oplyser hans familie torsdag over for BBC.
Han blev 88 år og døde efter kort tids sygdom.
Parkinson er lidt af en legende inden for britisk tv. Hans tv-karriere strakte sig over syv årtier, og han interviewede på sit talkshow nogle af verdens største stjerner.
Hans BBC-show “Parkinson” fik premiere i 1971 og gjorde ham for alvor til et stort navn i Storbritannien.
I programmet interviewede han stjerner som Muhammad Ali, Fred Astaire, Elton John, Paul McCartney og Peter Sellers.
Også andre kendte som David Bowie, Tom Cruise, Helen Mirren og Gwyneth Paltrow har lagt vejen forbi sofaen i hans program.
Interviewet med Muhammad Ali har Parkinson selv fremhævet som et af sine favoritter.
Tim Davie, BBC’s generaldirektør, beskriver Michael Parkinson som “en ægte ener”.
– En utrolig vært og journalist, som vil blive savnet meget. Michael var kongen af talkshows, og han definerede formatet for alle værter og shows, der fulgte efter.
– Han interviewede det 20. århundredes største stjerner på en måde, som tryllebandt befolkningen. Michael var ikke kun genial til at stille spørgsmål. Han var også fantastisk til at lytte, siger Tim Davie til BBC.
Talkshowet på BBC, som han er mest kendt for, løb fra 1971 til 1982. Det blev vakt til live igen i 1998. Han skiftede fra BBC til den kommercielle rival ITV i 2004, hvor han fortsatte frem til 2007.
Parkinson blev udnævnt til ridder af dronning Elizabeth i Buckingham Palace i 2008.
– Jeg forventede aldrig at blive slået til ridder. Jeg troede, at der ville være større chance for, at jeg ville blive til en marsmand, hvis jeg skal være ærlig, sagde værten dengang.
Han voksede op i arbejderklassen i det nordlige England som søn af en minearbejder.
Han fik tre sønner med sin kone, Mary, som han giftede sig med i 1959.