12. jan. 2025 - 15:37

Dato for kronprins Christians værnepligt er offentliggjort




Snart får Antvorskov Kaserne i Slagelse royalt besøg. Og det bliver ikke bare en kort visit.

Det sker, når kronprins Christian skal aftjene sin værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse til februar.

Helt nøjagtigt den 3. februar, oplyser oberst Jørn Christensen til Sjællandske Nyheder.

Og det glæder obersten, at det lige netop bliver i Slagelse, at man kan byde kronprinsen velkommen.

– Som udgangspunkt betyder det jo selvfølgelig, at der er et øget fokus på regimentet og de soldater, vi producerer, og det er jo i sig selv positivt, fortæller obersten til Sjællandske Nyheder.

Kronprinsen Christian kommer til at få Antvorskov Kaserne som base i de fire måneder, værnepligten varer.