Systemet NemLog-in er nede, hvilket betyder, at man i øjeblikket ikke kan logge på borger.dk eller andre offentlige tjenester.
Det oplyser presserådgiver ved Digitaliseringsstyrelsen Thomas Funch til Ritzau.
– Leverandøren arbejder på at implementere en løsning på problemet, siger han.
Der er torsdag middag ikke en tidshorisont på, hvornår problemet er løst, eller hvad årsagen bag nedbruddet er.
Styrelsen skrev på sin hjemmeside klokken 10.40, at der var ustabilitet på NemLog-in.
Virksomheden Aeven står for driften af NemLog-in og løser opgaven for Digitaliseringsstyrelsen.
Flere end 500 digitale tjenester anvender NemLog-in, og der er cirka 39 millioner transaktioner om måneden, fremgår det af Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside.
For at logge på hjemmesider med NemLog-in skal man bruge sit MitID.
Aeven ejer og driver to datacentre i Danmark og har omkring 1400 ansatte på tværs af tre lande – Danmark, Tjekkiet og Filippinerne.
Blandt kunderne er “nogle af Danmarks største private og offentlige aktører”, fremgår det af virksomhedens hjemmeside.